Dette er den sidste blog. For denne omgang.
Vi har i den sidste uges tid været velsignet med Carsten Berthelsens selskab. Derfor har vi endnu engang været ude at sejle i Nuuk fjord for at vise den inkarnerede Europa-mand, hvad Arktis har at byde på. Turen foregik i strålende solskin med Jonas Lindelof og børner. Sælerne var bare helt crazy den dag, store flokke kastede sig legesygt i bølgerne og kiggede nysgerrigt på os.
Afskeden med farmand var knap så svær som de tidligere, idet der i skrivende stund er mindre end en uge til, at vi igen betræder den danske jord. Det skal blive dejligt at gense hos & homes, spise frisk frugt, salat og drikke mælk, klatre i træer, bade i hav og bevæge sig udendørs uden vindtæt jakke og islandsk sweater. Alligevel er det ikke uden vemod, at vi nu skal tage afsked med dette pragtfulde og mærkværdige land. Havet, fjeldene, vennerne og børnene er en del af vores liv nu, og det er meget svært at forestille sig, at vi måske aldrig ser dem igen.
Som en del af vores afskedsforløb, har vi naturligvis også måtte tage afsked med Nuuk diskoteket Manhattan. Dette skete med at brag af en studenterfest, hvor ingen andre end selveste U$O slog sine folder. Vi kastede håndtegn, men var derudover lidt udenfor studenter-fællesskab. Så vi smilede til hinanden som stolte mødre ved glæden over, at der trods de store sociale problemer i landet, der fylder mere end 80 % af rigsfællesskabet, alligevel er håb forude om en bedre fremtid.
En anden sløjfe, der skulle bindes, var skolens kaffemik, hvor Elis lystige kor og musikklasse sang for fuld udblæsning for fyldte lokaler af storsmilende forældre. Kordirigenten var spændt som en fjeder og stolt som en pave. Minnas krea-projekt (se forrige blog) skabte endvidere vild begejstring, og det blev slået fast af ledelse, kollegaer, børn og forældre, at vi vil blive savnet noget så forfærdeligt.
Vi ved godt, at det har været tropiske tider i Danmark, og at I har svælget i sol og strand, men vi vil godt have lov at pointere, at vi her har haft dage, der var varmere end dem, I har haft. Eli er sågar blevet solskoldet, og i går, på Grønlands Nationaldag, inviterede vi drengene fra jobbet hjem til grill-aften med kartoffelsalat, Jägermeister og frosne Tulip-pølser til 50 kr. (vi kom for sent til Brugsens grilludvalg).
Dette var så vores store rejse til Cuba og Grønland. Fra badestrand til isbjerge. Fra salsa til sælskind. Vi er glade for, at I har fulgt med og kommenteret på vores eventyr. Forhåbentlig fortsætter eventyret igen, når vi har genfundet vores hjemland. Måske til Argentina, måske til Mexico, måske til Japan. Hvem ved? Verden er stor og venter blot på at blive opdaget af os.
Vi takker.
Elise Ligaard og Minna Haddar.
Vi har i den sidste uges tid været velsignet med Carsten Berthelsens selskab. Derfor har vi endnu engang været ude at sejle i Nuuk fjord for at vise den inkarnerede Europa-mand, hvad Arktis har at byde på. Turen foregik i strålende solskin med Jonas Lindelof og børner. Sælerne var bare helt crazy den dag, store flokke kastede sig legesygt i bølgerne og kiggede nysgerrigt på os.
Afskeden med farmand var knap så svær som de tidligere, idet der i skrivende stund er mindre end en uge til, at vi igen betræder den danske jord. Det skal blive dejligt at gense hos & homes, spise frisk frugt, salat og drikke mælk, klatre i træer, bade i hav og bevæge sig udendørs uden vindtæt jakke og islandsk sweater. Alligevel er det ikke uden vemod, at vi nu skal tage afsked med dette pragtfulde og mærkværdige land. Havet, fjeldene, vennerne og børnene er en del af vores liv nu, og det er meget svært at forestille sig, at vi måske aldrig ser dem igen.
Som en del af vores afskedsforløb, har vi naturligvis også måtte tage afsked med Nuuk diskoteket Manhattan. Dette skete med at brag af en studenterfest, hvor ingen andre end selveste U$O slog sine folder. Vi kastede håndtegn, men var derudover lidt udenfor studenter-fællesskab. Så vi smilede til hinanden som stolte mødre ved glæden over, at der trods de store sociale problemer i landet, der fylder mere end 80 % af rigsfællesskabet, alligevel er håb forude om en bedre fremtid.
En anden sløjfe, der skulle bindes, var skolens kaffemik, hvor Elis lystige kor og musikklasse sang for fuld udblæsning for fyldte lokaler af storsmilende forældre. Kordirigenten var spændt som en fjeder og stolt som en pave. Minnas krea-projekt (se forrige blog) skabte endvidere vild begejstring, og det blev slået fast af ledelse, kollegaer, børn og forældre, at vi vil blive savnet noget så forfærdeligt.
Vi ved godt, at det har været tropiske tider i Danmark, og at I har svælget i sol og strand, men vi vil godt have lov at pointere, at vi her har haft dage, der var varmere end dem, I har haft. Eli er sågar blevet solskoldet, og i går, på Grønlands Nationaldag, inviterede vi drengene fra jobbet hjem til grill-aften med kartoffelsalat, Jägermeister og frosne Tulip-pølser til 50 kr. (vi kom for sent til Brugsens grilludvalg).
Dette var så vores store rejse til Cuba og Grønland. Fra badestrand til isbjerge. Fra salsa til sælskind. Vi er glade for, at I har fulgt med og kommenteret på vores eventyr. Forhåbentlig fortsætter eventyret igen, når vi har genfundet vores hjemland. Måske til Argentina, måske til Mexico, måske til Japan. Hvem ved? Verden er stor og venter blot på at blive opdaget af os.
Vi takker.
Elise Ligaard og Minna Haddar.
Billeder af Pippi på Kristine, vores udsigt fra hytten, solskin og nationaldragt.
Ps. Angående sidste blogs billeder: der findes fanedeme ikke nogle fritgående isbjørne i Nuuk, ligesom der ikke er elge i Stockholm. Dette er en storby, remember?
1 kommentar:
wee- i kommer hjem:)
Send en kommentar