Breaking News fra Nuka-bo

Yo homies!

Hurra! Hurra! Vi gentager: hurra!
Det viste sig for, at lejligheden bag det skumle ydre gemte på en sand hjemmeteknologisk skat. Nukannguaq, som ungkarlen, der ejer hyblen, hedder, har både et kæmpestort fladskærm-tv, tilfredsstillende dvd-samling og smarte elevationssenge. Udover det har han basiskøkkenredskaber, som vi ellers desperat har manglet på kollegiet.
Vi kan bo i lejligheden i 2 uger, indtil han kommer hjem fra Danmark igen – i den sammenhæng skal det lige nævnes, at vi er inviteret til lufthavnssprutdrukfest, når han vender hjem. Det glæder vi os selvfølgelig til. Igen må vi pointere det sære i at bo i fremmede folks mest private kamre. Vi har, ved at rode og gennemsøger hans ejendele nænsomt, fundet frem til at Nuka kun har været ungkarl ganske kort tid (ja, vi kalder ham bare Nuka). Han har billedbladet på badeværelset, Only tøj i str. small i vasketøjskurven og kvitteringer på eyeliner fra Maybeline flydende omkring. Måske kan alt dette svare de undrende på hvorfor vi er inviteret til hans fest.
Apropos fester og venner, så går det stødt fremad. Dennis fra fritteren er blevet vores venne-pimp. Han kører os fra sted til sted i sin mors bil – ja, en enkelt gang kørte vi rundt i byen i en time, bare for at køre rundt (det er åbenbart noget, man dyrker i stor stil her i Nuuk – ifølge Dennis) og introducere os for sine festglade og søde venner. I går var vi fx på Manhattan igen med vennerne til en oprigtig sjov og hyggelig aften med alt, hvad dette indebærer: dans til Me & My, hårfletning på pigetoilettet (grønlandsk hår er bare SÅ blødt) og DYRE cocktails. Vennerne fortalte om grønlandske myter og tog sig godt af os, så vi ikke følte os som de ensomme tumper, vi var sidste gang. Ellers har vi spillet pool med en gammel, fuld, grønlandsk fisker på det meget bodega-agtige Daddy’s (behøver vi at kommentere navnet?). Langsomt, skridt for skridt, viser vi grønlænderne de danske festnormer og tager ved lære af deres (at mødes med venner over en øl kaldes i grønlandsk ungdomsjargon ”at mødes til druk”).
Arbejdsmæssigt er rutinen blevet udvidet en anelse. Elise har i den sidste uge været vikar i morgentimerne i en lille, lyserød-farvet børnehave: Esther (Minna tog Elis vagt, da hun lå syg og har dermed også stiftet bekendtskab med de nuttede og stædige børn). Det var således nogle lidt lange dage med fritidshjemstimerne om eftermiddagen oven i hatten, men også nogle glædespredende og morsomme dage. Vi har totalt overgivet os til børn af alle størrelser: vi elsker dem! Det er helt forfærdeligt, som vi savner alle vores unger, når vi ikke på arbejde. Hvis ikke vi passer meget på, risikerer vi begge snart at blive gravide i iveren efter selv at få en flok.
Fordi vi simpelthen ikke kan få nok af børn og har fået mere overskud, kontakter vi nu børne- og ungehuset Mælkebøtten. Det er Red Barnet, der står bag projektet om at skabe et hus med trygge og hjemlige rammer for nogle af de børn, der ikke selv har forældre, der kan skabe dette. Forhåbentlig kan vi blive ansat nogle timer om ugen her, for pengenøden er voksende hos de to teenagetøser, ellers vil vi komme der frivilligt. Vi venter i spænding på, hvad de svarer os…

Desuden er det værd at slå fast, at Eli er blevet officiel rognemama – giv hende en stenbider, og hun flækker den og graver guldet frem: mums, baby!

Vi vil med denne blog gerne give et shout out til vores medbloggere i Frakrig og England, som vi savner materiale fra. Og ikke blot vores medbloggere, men også vores andre kære venner rundt omkring i verden og i Danmark. Vi savner jer alle og har jo brug for noget at drømme og tale om!
Vi glæder os meget til at se dem, der allerede nu er i gang med at finde ud af, hvad de skal pakke, før de kommer og besøger os her i Grønland.

Vi slynger sæler i alle retninger
Minna og Elise
(og spiser desuden også tørfisk med spæk – føj, for en stinker!)

Bik-bak-bolig

Ærede læsere!
På talrige opfordringer (mødre og Pil) har vi nu et helt nyt stykke blog, frisk fra fad.
For -næsten- første gang i denne blogs historie er det mig, Minna, der forfatter genialiteterne (grundet en, ifølge masserne, langsom en-finger-på-tastaturet-teknik har Elise ellers siddet ved tasterne.) Årsagen er at den lille Belle har lagt sig i den magelige kollegie trækasse (sengen) med lidt feber og et noget slattent udtryk. Intet alvorligt, men arbejdsdygtig er hun ikke.
Jeg takker hermed, også på Elis vegne, for de mange kommentarer. Det varmer og vi bliver altid så glade når vi læser jeres fikse bemærkninger.
Trods den muntre tone må vi hurtigt slå fast: Deres ydmyge bloggere er i lidt af en knibe. Desperat boligmangel er rædslen over alle rædsler når man har bor i sne og is.
Vi har ellers gjort hvad vi kunne: sat opslag op på skolen, sat opslag op på nettet, sat opslag op i ugeavisen og skamløst opsøgt alle på vores vej for at overtale dem til at låne os deres lejlighed mens de er på ferie. Skuffende resultat.
En N. Mikaelsen har reageret på net-opslaget og da han bor tæt tæt tæt på fritidshjemmet, troede vi at den var hjemme. Men. Da vi som aftalt kom forbi igår kl 5, måtte vi vente forgæves ved dørklokken. Der var ingen der åbnede døren med den afskallede maling, og ingen bevægelse at skelne gennem de næsten tildækkede vinduer (ret ubehjælpsomt, med håndklæder og tøj. Som når man desperat forsøger at lukke solen ude efter en hård nat i byen.) Det hjalp ikke på vores indtryk af stedet, at der stod et par poser med tomme ølflasker og lidt skrald ved hoveddøren. Jeg tror vi dropper dét sted.
Vores anden mulighed var en ven af vores kollega Pia. Hun og hendes familie skulle være i Danmark i en måned, og kunne således, hvis det havde villet det, være til stor hjælp. Men de havde ikke lyst til at fremmede skulle bo i deres private gemakker, og vi er derfor i problemer. Sagen er nemlig den at vi skal være ude fra kollegiet på torsdag, no mercy.
Vi håber på lidt magi og mirakler, så hvis der skulle være en religiøs blandt vore højt elskede læsere, må vedkommende gerne bede om lidt hjælp fra den kant også. Vi takker på forhånd.

Men udover disse trængsler er humøret som altid højt, og det er heller det værste hvis vi skal bo endnu en runde hos Jonas og co.

Masser af kærlighed
Elise og Minna

ps
billeder kommer så snart pakken med kamera-batteri-opladeren er dukket op. Tak til mor Lisbeth i den anledning.

Hilsen fra Blok til Blog

Ærede med(lem)mer af Bloggeriet. Vi er her igen, klar med de nyeste, hippeste og sprødeste detaljer fra downtown Nuuuuuuuk!

Sidste lørdag var det meningen, vi skulle have været flyttet fra Jonas til kollegiet, men da vi skulle til at tage overtræksbukserne på, stod en ven af Lindelof-familien, flinke Mads, uden for døren og bad om et lift til lufthavnen. Det betød med andre ord, at deres lejlighed skulle stå tom i en uge, ved mindre…
Mads gav os uden tøven nøglen og tilliden, og så flyttede vi ellers ind i Blok 12 (i Nuuk er alle lejlighedsblokkene berigede med de yderst fantasifulde benævnelser: tal!).
Det er en syret oplevelse at bo hjemme hos folk, man ikke har mødt og få skabt sin egen hverdag i en fremmed families private omgivelser. Men vi nød det. Boy, vi nød det!
Til trods for graffitien i opgangen, den noget lystslupne stemning hos naboerne den 1. (= løn = penge til druk. Desværre holder fordommen) og de nedslidte trappeopgange, var selve lejligheden superhyggelig og med en skøn udsigt over det meste af Nuuk og snedækkede bjerge i baggrunden. Vi havde nogle chilleren dage med rigtig god mad og plads og Sex & The City-fornøjelser.
Nu er familien kommet hjem, hvilket betyder, at vi er forvist til kollegiet ved Nuuk Gymnasium (i folkemunde GU, bare GU). Vi bor i skotøjsæske i et rum, der højst sandsynligt er blevet brugt som pulterkammer – den ubrugelige stationære computer og resterne fra et gammelt skab vidner om dette. Vi har en smal seng og en madras på gulvet. Til gengæld har vi pyntet op med indiske billeder, børnetegninger fra Naja og Solveig og perlepladder, vi har lavet på fritteren, så nu er her faktisk helt hyggeligt!
Nå, talking about the fritter… Vi er blevet taget rigtig godt imod af børn såvel som voksne på Friskolen Nif. Efter blot en uge har vi fået mange tætte venskaber med børn af den absolut sejeste kaliber. Lad os introducere: Trine. En tough girl fra 3., som beder de store drenge om at rydde op efter sig selv og ikke fortrak en mine, selvom hun ikke blev hentet i torsdags (Minna var nødsaget til at følge hende hjem efter at have ventet i 3 kvarter). JONAS! Halv grønlandsk dreng, der har krudt nok i røven til en hel hær. Han kan bedst lide cup noodles med rejesmag til frokost, men bruger et kvarter på at pille rejerne ud, som han hader. Billo. Meganuttet dreng, der ligesom Jonas går i 1. klasse og mangler alle tænder i overmunden. Billos yndlingsleg er butik, hvor han gerne i selskab med Jonas producerer varer af papir og tape, som de sælger til de andre børn for horrible summer. Her til er et utal af små fregnede drenge, der er umulige at skælde ud grundet gavtyvagtige smil, store øjne og seriøst god humor. Og små fnisende lyshårede piger, der vil sidde på skødet og helt ærligt har udbrudt, i kampen om en af Minnas kreationer på tegnebrættet: ”Minna, du er tegnemester. Din tegning er perfekt!”
Nif er en ret elitær skole. I og med, at den er privat, skærer den de største problemfamilier fra, og det er også derfor, at så mange af børnene har danske forældre (der typisk er kaldt herop for at få ledende stillinger, som grønlænderne ikke selv har uddannelse til). Vi tog ikke herop for at arbejde på en snobbet privatskole, men lønnen og arbejdsforholdene her er så meget bedre end andre steder, at vi ikke kunne sige nej til det.

Før vi slutter for nu, vil vi lige fortælle om vores vilde nat i går på Manhattan (http://www.manhattan.gl/ – fantastiske billeder fra de vilde diskofester!), det dominerende diskotek for unge i Nuuk. Det er her det sner, skulle vi hilse at sige. Og grønlænderne sure knows how to party, og drengene danser forbløffende godt!
Planen var at få venner, men i stedet blev vi bare fulde og dansede, bl.a. med Dennis på 20, som vi arbejder sammen med. ALLE pigerne i fritteren er forelsket i ham, og han er også virkelig sød og naturligt god til at lege (Dennis er desuden selvstuderende i 3.g på GU, som så mange andre grønlandske unge, men det er desværre kun en forsvindende lille del af disse, der består studentereksamen). Elise kom til at give vores fællesgrønlandske nummer til en iraker ved navn Joe (sweet dansemoves), som er taget til Grønland for at lave pizza på Steak and Grill House. 140 kr i timen sort, folks. Come on up!

Alle, der læser dette indlæg skal, skal, skal skrive en kommentar. Vi er meget interesserede i, hvor mange og hvem, der læser vores blog.

Vi elsker dem af jer, vi ved, hvem er. Og tænker på jer og drømmer om jer dagligt.
Minna og Elise.

Ps. Vi spiste i øvrigt grønlandsk sushi på en thailandsk restaurant sidste weekend. Denne bestod bl.a. af råt hvalkød, hvalhud/spæk, laks, rejer og hellefisk. Meget spændende… Vi skal også hilse og sige, at rensdyrrullepølsen slår den traditionelle med mange længder!