Alt for Nu(uk)

Dette er den sidste blog. For denne omgang.

Vi har i den sidste uges tid været velsignet med Carsten Berthelsens selskab. Derfor har vi endnu engang været ude at sejle i Nuuk fjord for at vise den inkarnerede Europa-mand, hvad Arktis har at byde på. Turen foregik i strålende solskin med Jonas Lindelof og børner. Sælerne var bare helt crazy den dag, store flokke kastede sig legesygt i bølgerne og kiggede nysgerrigt på os.
Afskeden med farmand var knap så svær som de tidligere, idet der i skrivende stund er mindre end en uge til, at vi igen betræder den danske jord. Det skal blive dejligt at gense hos & homes, spise frisk frugt, salat og drikke mælk, klatre i træer, bade i hav og bevæge sig udendørs uden vindtæt jakke og islandsk sweater. Alligevel er det ikke uden vemod, at vi nu skal tage afsked med dette pragtfulde og mærkværdige land. Havet, fjeldene, vennerne og børnene er en del af vores liv nu, og det er meget svært at forestille sig, at vi måske aldrig ser dem igen.
Som en del af vores afskedsforløb, har vi naturligvis også måtte tage afsked med Nuuk diskoteket Manhattan. Dette skete med at brag af en studenterfest, hvor ingen andre end selveste U$O slog sine folder. Vi kastede håndtegn, men var derudover lidt udenfor studenter-fællesskab. Så vi smilede til hinanden som stolte mødre ved glæden over, at der trods de store sociale problemer i landet, der fylder mere end 80 % af rigsfællesskabet, alligevel er håb forude om en bedre fremtid.
En anden sløjfe, der skulle bindes, var skolens kaffemik, hvor Elis lystige kor og musikklasse sang for fuld udblæsning for fyldte lokaler af storsmilende forældre. Kordirigenten var spændt som en fjeder og stolt som en pave. Minnas krea-projekt (se forrige blog) skabte endvidere vild begejstring, og det blev slået fast af ledelse, kollegaer, børn og forældre, at vi vil blive savnet noget så forfærdeligt.
Vi ved godt, at det har været tropiske tider i Danmark, og at I har svælget i sol og strand, men vi vil godt have lov at pointere, at vi her har haft dage, der var varmere end dem, I har haft. Eli er sågar blevet solskoldet, og i går, på Grønlands Nationaldag, inviterede vi drengene fra jobbet hjem til grill-aften med kartoffelsalat, Jägermeister og frosne Tulip-pølser til 50 kr. (vi kom for sent til Brugsens grilludvalg).

Dette var så vores store rejse til Cuba og Grønland. Fra badestrand til isbjerge. Fra salsa til sælskind. Vi er glade for, at I har fulgt med og kommenteret på vores eventyr. Forhåbentlig fortsætter eventyret igen, når vi har genfundet vores hjemland. Måske til Argentina, måske til Mexico, måske til Japan. Hvem ved? Verden er stor og venter blot på at blive opdaget af os.
Vi takker.
Elise Ligaard og Minna Haddar.

Billeder af Pippi på Kristine, vores udsigt fra hytten, solskin og nationaldragt.

Ps. Angående sidste blogs billeder: der findes fanedeme ikke nogle fritgående isbjørne i Nuuk, ligesom der ikke er elge i Stockholm. Dette er en storby, remember?

Pippi bor på Grønland

Kæreste Bloggere

Ja, så sidder vi her i vores nye og bedste veninde Kristines træhus med udsigt over Store Malene (Nuuks største fjeld sådan ca.) og det mørke, bølgende vand og ser ’10 Things I Hate About You’ på Kanal 4. Flere faktorer er lyksalige angående denne aftenseance: 1) Vi skal ikke flytte mere! Vi bliver hos Kristine resten af tiden, så stress over at være hjemløse tilhører hermed fortiden. 2) Vi kan igen se satellit TV og fik derved, by fucking lucky chance, set sidste afsnit af vores yndlingsdatingshow: ’A Shot At Love With Tila Tequila’ (plot: hvem vælger den underskønne og tilsyneladende biseksuelle popstjerne/sexmodel? En fyr eller chick? Resultat: fight!). 3) Vi bor gratis (!). 4) Vi har fået en ny ven (Kristine er vikar på skolen og gjort af et dejligt frigjort og snakkesagligt stof) og har flere fester og grillaftener i sigte. 5) Kristine er ikke alene – Pippi er her også! Pippi, en temperamentsfuld lille hanhund med franske aner, dominerer sin side i sofaen. Han er meget forkælet, skal luftes i en uendelighed (men turene er så smukke, at vi tilgiver ham hans tissetrang) og spiser kun leverpostejsmadder samt to stinkende runde knogler fra et meget stort dyr, med kød på stadig. 6) Kristine har en garderobe, vi har fri adgang til (vi er ved at brække os over at skulle iføre os de samme gamle klude dag efter dag).
I den sidste uges tid har vi boet i den berygtede blok 12 igen og passet en lejlighed for nogle bekendte, der var på ferie i Danmark. Her fik vi os et par konfrontationer med Nuuks skyggesider. Opgangen var fyldt af fulde og forhutlede unge som gamle mennesker omkring den 1., og vi blev ofte vækket om natten pga. slagsmål og voldsomme skænderier på gangen og i de omkringliggende lejligheder. Værst af alt var dog, at vi var vidner til en mand, der ville begå selvmord ved at kaste sig ud fra vores tag. Politiet var der og fik ham heldigvis talt fra det. Det var både chokerende og absurd at være vidner til den menneskestrøm, episoden tiltrak sig: unge, der tog billeder af manden med mobilen, og forældre, der trak børnene med ud på altanen for at se løjerne. Lige pludselig bliver de ting, vi hele tiden har hørt om Nuuk, skåret ud i pap og kastet lige i hovedet på os.
Til trods for the rough neighbourhood, er vi ikke et sekund i tvivl om, at vi vil savne Grønland og Nuuk utrolig meget. Vi får det sjovere og sjovere med vores kollegaer og børnene og får hele tiden mere ansvar, der gør os mere engagerede. Vi har for tiden vikartimer hver dag og får vores autoritet testet på alle tænkelige måder.
På fredag kommer endnu en dansker og besøger det blæsende, grønlandske forår. Elises far, Carsten aka. CB The Man, kommer et smut forbi og bliver en uges tid. Han er så heldig også at overvære skolens sommerkoncert/kaffemik for forældre m.fl. på næste onsdag. Host og korleder Elise Ligaard. Især Eli er spændt på arrangementets forløb, men Minna har skam også været aktiv, da skolen også åbner op for fremvisning af krea-projektet: Andre Lande i 3. klasse, som Minna mere eller mindre har stået alene med. Især Egypten-gruppn har imponeret med både kameler og æsler af pap.
Dagens store oplevelse var en køretur til Qinngorput (”den nye by” et par kilometer fra Nuuk – de ældste byggerier er 5 år gamle. De nye, men smukke bygninger er dyre, bl.a. pga. den fantastiske udsigt, så boligmanglen kommer i første omgang kun de rigeste til gode) med Kristine og Pippi. Vi vandrede lidt op ad Store Malene og satte os ved noget af den sidste sne, der endnu er tilbage med bare arme i solen og betragtede det smukke fjeld og en paraglider, der komme svævende over vores hoveder. På vej ned skete det dog, at smeltevandet skubbede nogle isblokke fri længere oppe på bjerget, og isklumper så store som fodbolde kom fyrende ned imod os. Vi skreg og løb – Eli fulgte grønlænderen, mens Minna hoppede fra side til side i bedste computerspil-stil for at undgå de ekstremt hårde iskugler. Det lykkedes hende delvis, men en enkelt ramte dog plet midt på lårmusklen, hvor der nu kan ses en fin gullig bule på størrelse med en CD (billeder kan ses i næste blog). I bilen på vej hjem gav vi et lift til den selv samme paraglider, der gladelig fortalte om sin blærede hobby.

Vi elsker jer alle af hele vores små fede, flæskede, flommede hjerter og kan næsten ikke vente til, vi ser jer igen (only 3 weeks 2 go). København/Roskilde kan forberede sig på fest og frås.
Til de interesserede, skulle vi efter planen ankomme i Kastrup Lufthavn lørdag den 28. juni kl. 06.00 (ja, det’ årle) og glæder os til en brag af en velkomst (vi forventer flag, bamser, agurk, øl og naturligvis aromatiske duftlys).
Gem lidt af varmen til os,og lad være med at komme alger i vandet.

De kvæler os i sæler
Wilhelmina aamma Elsigne

Ps. Jørn Riel holdt foredrag i sidste uge til vores store fornøjelse – dog endte aftenen med lidt ubehagelige fulde tilskuere på det ellers så fine og fashionable Hotel Hans Egede (HHE, Ask), der blandt andet stillede den talentfulde mytefortæller følgende spørgsmål: ”Nu har jeg hørt to gange på to dage, at du er død. Hvad laver du så her?”