Alt for Nu(uk)

Dette er den sidste blog. For denne omgang.

Vi har i den sidste uges tid været velsignet med Carsten Berthelsens selskab. Derfor har vi endnu engang været ude at sejle i Nuuk fjord for at vise den inkarnerede Europa-mand, hvad Arktis har at byde på. Turen foregik i strålende solskin med Jonas Lindelof og børner. Sælerne var bare helt crazy den dag, store flokke kastede sig legesygt i bølgerne og kiggede nysgerrigt på os.
Afskeden med farmand var knap så svær som de tidligere, idet der i skrivende stund er mindre end en uge til, at vi igen betræder den danske jord. Det skal blive dejligt at gense hos & homes, spise frisk frugt, salat og drikke mælk, klatre i træer, bade i hav og bevæge sig udendørs uden vindtæt jakke og islandsk sweater. Alligevel er det ikke uden vemod, at vi nu skal tage afsked med dette pragtfulde og mærkværdige land. Havet, fjeldene, vennerne og børnene er en del af vores liv nu, og det er meget svært at forestille sig, at vi måske aldrig ser dem igen.
Som en del af vores afskedsforløb, har vi naturligvis også måtte tage afsked med Nuuk diskoteket Manhattan. Dette skete med at brag af en studenterfest, hvor ingen andre end selveste U$O slog sine folder. Vi kastede håndtegn, men var derudover lidt udenfor studenter-fællesskab. Så vi smilede til hinanden som stolte mødre ved glæden over, at der trods de store sociale problemer i landet, der fylder mere end 80 % af rigsfællesskabet, alligevel er håb forude om en bedre fremtid.
En anden sløjfe, der skulle bindes, var skolens kaffemik, hvor Elis lystige kor og musikklasse sang for fuld udblæsning for fyldte lokaler af storsmilende forældre. Kordirigenten var spændt som en fjeder og stolt som en pave. Minnas krea-projekt (se forrige blog) skabte endvidere vild begejstring, og det blev slået fast af ledelse, kollegaer, børn og forældre, at vi vil blive savnet noget så forfærdeligt.
Vi ved godt, at det har været tropiske tider i Danmark, og at I har svælget i sol og strand, men vi vil godt have lov at pointere, at vi her har haft dage, der var varmere end dem, I har haft. Eli er sågar blevet solskoldet, og i går, på Grønlands Nationaldag, inviterede vi drengene fra jobbet hjem til grill-aften med kartoffelsalat, Jägermeister og frosne Tulip-pølser til 50 kr. (vi kom for sent til Brugsens grilludvalg).

Dette var så vores store rejse til Cuba og Grønland. Fra badestrand til isbjerge. Fra salsa til sælskind. Vi er glade for, at I har fulgt med og kommenteret på vores eventyr. Forhåbentlig fortsætter eventyret igen, når vi har genfundet vores hjemland. Måske til Argentina, måske til Mexico, måske til Japan. Hvem ved? Verden er stor og venter blot på at blive opdaget af os.
Vi takker.
Elise Ligaard og Minna Haddar.

Billeder af Pippi på Kristine, vores udsigt fra hytten, solskin og nationaldragt.

Ps. Angående sidste blogs billeder: der findes fanedeme ikke nogle fritgående isbjørne i Nuuk, ligesom der ikke er elge i Stockholm. Dette er en storby, remember?

Pippi bor på Grønland

Kæreste Bloggere

Ja, så sidder vi her i vores nye og bedste veninde Kristines træhus med udsigt over Store Malene (Nuuks største fjeld sådan ca.) og det mørke, bølgende vand og ser ’10 Things I Hate About You’ på Kanal 4. Flere faktorer er lyksalige angående denne aftenseance: 1) Vi skal ikke flytte mere! Vi bliver hos Kristine resten af tiden, så stress over at være hjemløse tilhører hermed fortiden. 2) Vi kan igen se satellit TV og fik derved, by fucking lucky chance, set sidste afsnit af vores yndlingsdatingshow: ’A Shot At Love With Tila Tequila’ (plot: hvem vælger den underskønne og tilsyneladende biseksuelle popstjerne/sexmodel? En fyr eller chick? Resultat: fight!). 3) Vi bor gratis (!). 4) Vi har fået en ny ven (Kristine er vikar på skolen og gjort af et dejligt frigjort og snakkesagligt stof) og har flere fester og grillaftener i sigte. 5) Kristine er ikke alene – Pippi er her også! Pippi, en temperamentsfuld lille hanhund med franske aner, dominerer sin side i sofaen. Han er meget forkælet, skal luftes i en uendelighed (men turene er så smukke, at vi tilgiver ham hans tissetrang) og spiser kun leverpostejsmadder samt to stinkende runde knogler fra et meget stort dyr, med kød på stadig. 6) Kristine har en garderobe, vi har fri adgang til (vi er ved at brække os over at skulle iføre os de samme gamle klude dag efter dag).
I den sidste uges tid har vi boet i den berygtede blok 12 igen og passet en lejlighed for nogle bekendte, der var på ferie i Danmark. Her fik vi os et par konfrontationer med Nuuks skyggesider. Opgangen var fyldt af fulde og forhutlede unge som gamle mennesker omkring den 1., og vi blev ofte vækket om natten pga. slagsmål og voldsomme skænderier på gangen og i de omkringliggende lejligheder. Værst af alt var dog, at vi var vidner til en mand, der ville begå selvmord ved at kaste sig ud fra vores tag. Politiet var der og fik ham heldigvis talt fra det. Det var både chokerende og absurd at være vidner til den menneskestrøm, episoden tiltrak sig: unge, der tog billeder af manden med mobilen, og forældre, der trak børnene med ud på altanen for at se løjerne. Lige pludselig bliver de ting, vi hele tiden har hørt om Nuuk, skåret ud i pap og kastet lige i hovedet på os.
Til trods for the rough neighbourhood, er vi ikke et sekund i tvivl om, at vi vil savne Grønland og Nuuk utrolig meget. Vi får det sjovere og sjovere med vores kollegaer og børnene og får hele tiden mere ansvar, der gør os mere engagerede. Vi har for tiden vikartimer hver dag og får vores autoritet testet på alle tænkelige måder.
På fredag kommer endnu en dansker og besøger det blæsende, grønlandske forår. Elises far, Carsten aka. CB The Man, kommer et smut forbi og bliver en uges tid. Han er så heldig også at overvære skolens sommerkoncert/kaffemik for forældre m.fl. på næste onsdag. Host og korleder Elise Ligaard. Især Eli er spændt på arrangementets forløb, men Minna har skam også været aktiv, da skolen også åbner op for fremvisning af krea-projektet: Andre Lande i 3. klasse, som Minna mere eller mindre har stået alene med. Især Egypten-gruppn har imponeret med både kameler og æsler af pap.
Dagens store oplevelse var en køretur til Qinngorput (”den nye by” et par kilometer fra Nuuk – de ældste byggerier er 5 år gamle. De nye, men smukke bygninger er dyre, bl.a. pga. den fantastiske udsigt, så boligmanglen kommer i første omgang kun de rigeste til gode) med Kristine og Pippi. Vi vandrede lidt op ad Store Malene og satte os ved noget af den sidste sne, der endnu er tilbage med bare arme i solen og betragtede det smukke fjeld og en paraglider, der komme svævende over vores hoveder. På vej ned skete det dog, at smeltevandet skubbede nogle isblokke fri længere oppe på bjerget, og isklumper så store som fodbolde kom fyrende ned imod os. Vi skreg og løb – Eli fulgte grønlænderen, mens Minna hoppede fra side til side i bedste computerspil-stil for at undgå de ekstremt hårde iskugler. Det lykkedes hende delvis, men en enkelt ramte dog plet midt på lårmusklen, hvor der nu kan ses en fin gullig bule på størrelse med en CD (billeder kan ses i næste blog). I bilen på vej hjem gav vi et lift til den selv samme paraglider, der gladelig fortalte om sin blærede hobby.

Vi elsker jer alle af hele vores små fede, flæskede, flommede hjerter og kan næsten ikke vente til, vi ser jer igen (only 3 weeks 2 go). København/Roskilde kan forberede sig på fest og frås.
Til de interesserede, skulle vi efter planen ankomme i Kastrup Lufthavn lørdag den 28. juni kl. 06.00 (ja, det’ årle) og glæder os til en brag af en velkomst (vi forventer flag, bamser, agurk, øl og naturligvis aromatiske duftlys).
Gem lidt af varmen til os,og lad være med at komme alger i vandet.

De kvæler os i sæler
Wilhelmina aamma Elsigne

Ps. Jørn Riel holdt foredrag i sidste uge til vores store fornøjelse – dog endte aftenen med lidt ubehagelige fulde tilskuere på det ellers så fine og fashionable Hotel Hans Egede (HHE, Ask), der blandt andet stillede den talentfulde mytefortæller følgende spørgsmål: ”Nu har jeg hørt to gange på to dage, at du er død. Hvad laver du så her?”

Ang. røvkælkeri

Ærede bekendtskaber og evt. anonyme lurere

Livet nydes i fulde drag, og vi priser os lykkelige for ikke at være endt på gaden endnu. Med andre ord: Inger Hansen blev vor frelser, lyset i et ellers mørkt tungsind. Samme dag som Minnas Ask betrådte den grønlandske jord for første gang, ringede denne fremmede kvinde med tilbud om at leje hendes vakantlejlighed (en fuldmøbleret lejlighed ejet af Hjemmestyret til brug for folk, der venter på deres egen lejlighed) i en måned. Tak, Inger, og atter tak.
Lejligheden er stor og lys og med to soveværelser – noget, vi alle (Ask, Minna og Eli) har sat STOR pris på. Endvidere med vaskemaskine og nyt køkken. Det er fantastisk at have ”vores eget sted” med tomme skabe og skuffer, så vi for første gang kan pakke ordentlig ud. Og pynte op The Elle/Belle Way (perleplader, kartonklip og andre cool features).
Ud over fornøjelsen af at have Ask på besøg, der især satte fut i Minnas humør, fik vi lørdag den 10. maj (MINNAS FØDSELSDAG) yderligere besøg fra syd: Elises mor, Lisbeths, mors kæreste, Jan, og mors veninde, Conni. Minna fyldte 20 på Manhattan (the one and only), hvilket resulterede i mange eksotiske drinks og specialtdedikerede numre fra århusianske DJ Morten aka. DJ Happy. De to æg fyldte hele gulvet med numre som: ”Gettin’ Jiggy With It”, ”I’m Blue”, ”This Is How We Party”. Festlige løjer, kan I tro. Ask sad stille og værdigt på sin barstol, dog kunne man ane en swingende fod under bordet, der beviste, at heller ikke han er utilnærmelig.
Da den ældre generation (men unge af sind) var vist til rette i deres lejlighed, inviterede vi til ægte kaffemik, hvor også familien Lindelof var gæster. En sær blanding af folk rundt om samme bord, som vi aldrig havde regnet med, at vi ville blive vidner til, men en meget vellykket aften.
Besøget hjemme fra har resulteret i adskillige restaurant og café-besøg, og vi kan ikke benægte, at vi er blevet yderst forkælet den sidste tid. Ah!
Arbejdsmæssigt er der sket stor fremgang: Eli har oprettet sit eget skolekor for frivillige vilde, men også sangglade børn, som hun knokler en del med (Minna er heldigvis en solid støtte, når der skal synges kanon og andet, der kræver 3 års gymnasial uddannelse i musik). Det er sjovt, men udfordrende, så håret får et gråligt skær. Endvidere er hun blevet fast musikvikar for 3. og 4.klasse sammen med en anden vikar, Jesper. Minna er trods sit løfte til Liv, der dagligt arbejder som vikar, også blevet indlemmet i flokken af højtbetalte vikarer – i dag har hun sine første timer med 1. klasse. Så den får ellers ikke for lidt, og vi føler for første gang i vores tid som eskimoer, at hverdagen er blevet mere travl og krævende. Ansvaret er større, og folk er mere afhængige af os. Men så varmer det til gengæld, at foråret også er kommet til Nuuk. Ja, ja, vi HAR hørt om det danske vejr og parkbesøgene, men her bader og griller grønlænderne også nu! (Vandet er stadig under frysepunktet, skal det lige nævnes, men sneen er næsten væk, og når solen for alvor skinner, må man smide jakker og trøjer. Ah!)
Sidst men ikke mindst, fandt vores måske største oplevelse hidtil sted her i weekenden: vi var ude at sejle i Godthåbfjorden og så her både sæler, pukkelhval med unge (de er fucking store sådan nogle fisk), besøgte lille, forladt bygd og stod på et rigtigt isbjerg midt ude i det store og iskolde, mørke vand. Vi var sindssygt heldige med vejret og gemmer oplevelsen i vor hjerter på en dag som denne, hvor det igen er blevet lidt koldt og tåget.
Vi må ikke glemme at fortælle om Minna, der besteg Lille Malene (ca. 370 m) og var på sejltur med Ask rundt i Nuuk fjord. Også lykkelige minder (når man først har besteget bjerget, kan man faktisk røvkælke det meste af vejen ned (god idé med overtrækkere!))

Vi begynder så småt at tænke på at vende hjem igen og har købt billetten. Vi er hjemme den 28. juni om morgenen (mød Eli på Roskilde!) og glæder os til en dansk sommer med venner og familie, vi ikke har set i 1000 år. Vi savner jer.

Nu må vi smutte, for endnu en restaurant skal besøges af den danske familie, og det kan ikke gå hurtigt nok.

I er ikke helt appelsinfri
M + E

Ps. Vi fråder herre meget rensdyrpølse, moskusoksepølse, havkat, vågehval, rejer, hellefisk og hjemmebagte græskarboller – Minnas recipe.

Nærkontakt af - 3. grad

I øvrigt:

Skulle man have lyst til at komme i kontakt med de to inuiter på anden vis, kan man faktisk skrive til os. Godt nok er vi jo hjemløse og har derfor ingen adresse, men et job har vi i det mindste, og her er vi altid at fange:

Friskolen N.I.F.

Narsarviaq 24

Postboks 1226

3900 Nuuk

Grønland

Att: Minna/Dr. E/EskiHOs

Tak. For det.

Truet på livet!

Kære drenge, piger og andet godtfolk (hermaer etc.)

Back on track for the big comeback... eller: vi er pt kørt af tracket, eftersom vi i de sidste par dage har været barnepiger 24/7. Jonas og Anja kører med hundeslæde i Sissimiut fra torsdag-søndag. Deres døtre (Naja på 6, og Solveig på 2 ½) er dæmoner fra helvede, der af og til overrasker med godt humør og tolerable opførsel. De er satans stædige og kan nå op få frekvenser, der seriøst kan give høreskader! De er glade for Alfons Åberg, rideture og bliver forpustede, når de drikker saftevand (de drikker ca 1 ½ l hver pr dag). Inspireret af vores egen ideelle opdragelse, har vi forsøgt at rette lidt på pigernes mangler (det hedder "be' om" og nej, vi er ikke store lorte, der skal smides i skraldespanden (en af Najas utallige trusler - i går aftes svor hun at slå os ihjel, hvis vi ikke kom ud og tørrede hende efter endt tisning. Det gjorde vi naturligvis ikke, det kan hun sagtens selv)). Heldigvis virker vores pædagogiske strategier, og det bliver hyggeligere og hyggeligere. For at feje al tvivl af bordet, så holder vi meget af dem og har det for det meste sjovt.

Vi kommer med andre ord ikke så meget ud i disse dage og gik desværre glip af Suspekt på Manhattan; vi bruger det meste af tiden på at lege KATTE (skal råbes), lave bittesmå makrelmadder og naturligvis rose med meget lyse stemmer.

Dog skal det nævnes, at vi rent faktisk holdt en mindre fest onsdag aften, før Mary Poppins epidemien. Kollega-Dennis medbragte nogle søde/wacky venner (Kurt, Malik og Maasi), og stemningen var munter, til trods for Kurts tyggegummi, der blev smurt ind i Nukas fake lædersofa: ikke smart, Kurt! (navnemoden er ikke blevet opdateret de sidste 100 år. Fx Hansine er et yderst populært pigenavn). Det er skægt med de grønlandske unge. På mange punkter minder de meget om danske unge - hører dansk musik, ser dansk tv og taler flydende dansk -, men på den anden side er de bare heller ikke danskere. Humoren er anderledes, og de små sociale spil skal man også lige vænne sig til. Det er en underlig oplevelse, fordi man tit, pga. sproget, glemmer, at de ikke har samme baggrund og kultur som os.

Desværre mangle vi stadig desperat et sted at bo. På mandag står vi igen på gaden. Vores eneste håb hedder Inger Hansen, men er svær at få fat i. Mette, som ellers havde lovet, at vi kunne bo i hendes lejlighed, fordi hun selv var flyttet ud (3000 kr for 10 dage, mine damer og herrer!), overraskede os i dag med meddelelsen om, at hun og hendes datter også skulle bo sammen med os i den 3 værelset lejlighed. Not cool, Mette! Vi krydser med andre ord bare fingre i disse dage og håber på det bedste.

Vi får heldigvis snart besøg her oppe i kulden. Ask, Minnas kæreste, kommer på mandag, og Elises mor og tilhørende kæreste + veninde kommer den 10. (PÅ MINNAS FØDSELSDAG - Don't forget!). Endvidere kommer Elis paps (aka CB) i juni måned. Det bliver rart med kendte ansigter og lidt sweet lovin', så vi kan næsten ikke vente!

En sidste, men ikke desto mindre væsentlig nyhed, kommer her: Elise did it! Hun fulgte strømmen og de utallige opfordringer og lod sine lange lokke klippe og sidder altså nu med en dejlig kort prinsefrisure. Og hvad siger I så? For eller imod? Vi lader en folkeafstemning begynde fra nu af!

I er i vor tanker og drømme, hver eneste en af jer, og I forsvinder ikke så let. Vi har det måske bedre end nogensinde før, men glæder os også fantastisk meget til at se jer igen!

Juicy kisses

M + E

Breaking News fra Nuka-bo

Yo homies!

Hurra! Hurra! Vi gentager: hurra!
Det viste sig for, at lejligheden bag det skumle ydre gemte på en sand hjemmeteknologisk skat. Nukannguaq, som ungkarlen, der ejer hyblen, hedder, har både et kæmpestort fladskærm-tv, tilfredsstillende dvd-samling og smarte elevationssenge. Udover det har han basiskøkkenredskaber, som vi ellers desperat har manglet på kollegiet.
Vi kan bo i lejligheden i 2 uger, indtil han kommer hjem fra Danmark igen – i den sammenhæng skal det lige nævnes, at vi er inviteret til lufthavnssprutdrukfest, når han vender hjem. Det glæder vi os selvfølgelig til. Igen må vi pointere det sære i at bo i fremmede folks mest private kamre. Vi har, ved at rode og gennemsøger hans ejendele nænsomt, fundet frem til at Nuka kun har været ungkarl ganske kort tid (ja, vi kalder ham bare Nuka). Han har billedbladet på badeværelset, Only tøj i str. small i vasketøjskurven og kvitteringer på eyeliner fra Maybeline flydende omkring. Måske kan alt dette svare de undrende på hvorfor vi er inviteret til hans fest.
Apropos fester og venner, så går det stødt fremad. Dennis fra fritteren er blevet vores venne-pimp. Han kører os fra sted til sted i sin mors bil – ja, en enkelt gang kørte vi rundt i byen i en time, bare for at køre rundt (det er åbenbart noget, man dyrker i stor stil her i Nuuk – ifølge Dennis) og introducere os for sine festglade og søde venner. I går var vi fx på Manhattan igen med vennerne til en oprigtig sjov og hyggelig aften med alt, hvad dette indebærer: dans til Me & My, hårfletning på pigetoilettet (grønlandsk hår er bare SÅ blødt) og DYRE cocktails. Vennerne fortalte om grønlandske myter og tog sig godt af os, så vi ikke følte os som de ensomme tumper, vi var sidste gang. Ellers har vi spillet pool med en gammel, fuld, grønlandsk fisker på det meget bodega-agtige Daddy’s (behøver vi at kommentere navnet?). Langsomt, skridt for skridt, viser vi grønlænderne de danske festnormer og tager ved lære af deres (at mødes med venner over en øl kaldes i grønlandsk ungdomsjargon ”at mødes til druk”).
Arbejdsmæssigt er rutinen blevet udvidet en anelse. Elise har i den sidste uge været vikar i morgentimerne i en lille, lyserød-farvet børnehave: Esther (Minna tog Elis vagt, da hun lå syg og har dermed også stiftet bekendtskab med de nuttede og stædige børn). Det var således nogle lidt lange dage med fritidshjemstimerne om eftermiddagen oven i hatten, men også nogle glædespredende og morsomme dage. Vi har totalt overgivet os til børn af alle størrelser: vi elsker dem! Det er helt forfærdeligt, som vi savner alle vores unger, når vi ikke på arbejde. Hvis ikke vi passer meget på, risikerer vi begge snart at blive gravide i iveren efter selv at få en flok.
Fordi vi simpelthen ikke kan få nok af børn og har fået mere overskud, kontakter vi nu børne- og ungehuset Mælkebøtten. Det er Red Barnet, der står bag projektet om at skabe et hus med trygge og hjemlige rammer for nogle af de børn, der ikke selv har forældre, der kan skabe dette. Forhåbentlig kan vi blive ansat nogle timer om ugen her, for pengenøden er voksende hos de to teenagetøser, ellers vil vi komme der frivilligt. Vi venter i spænding på, hvad de svarer os…

Desuden er det værd at slå fast, at Eli er blevet officiel rognemama – giv hende en stenbider, og hun flækker den og graver guldet frem: mums, baby!

Vi vil med denne blog gerne give et shout out til vores medbloggere i Frakrig og England, som vi savner materiale fra. Og ikke blot vores medbloggere, men også vores andre kære venner rundt omkring i verden og i Danmark. Vi savner jer alle og har jo brug for noget at drømme og tale om!
Vi glæder os meget til at se dem, der allerede nu er i gang med at finde ud af, hvad de skal pakke, før de kommer og besøger os her i Grønland.

Vi slynger sæler i alle retninger
Minna og Elise
(og spiser desuden også tørfisk med spæk – føj, for en stinker!)

Bik-bak-bolig

Ærede læsere!
På talrige opfordringer (mødre og Pil) har vi nu et helt nyt stykke blog, frisk fra fad.
For -næsten- første gang i denne blogs historie er det mig, Minna, der forfatter genialiteterne (grundet en, ifølge masserne, langsom en-finger-på-tastaturet-teknik har Elise ellers siddet ved tasterne.) Årsagen er at den lille Belle har lagt sig i den magelige kollegie trækasse (sengen) med lidt feber og et noget slattent udtryk. Intet alvorligt, men arbejdsdygtig er hun ikke.
Jeg takker hermed, også på Elis vegne, for de mange kommentarer. Det varmer og vi bliver altid så glade når vi læser jeres fikse bemærkninger.
Trods den muntre tone må vi hurtigt slå fast: Deres ydmyge bloggere er i lidt af en knibe. Desperat boligmangel er rædslen over alle rædsler når man har bor i sne og is.
Vi har ellers gjort hvad vi kunne: sat opslag op på skolen, sat opslag op på nettet, sat opslag op i ugeavisen og skamløst opsøgt alle på vores vej for at overtale dem til at låne os deres lejlighed mens de er på ferie. Skuffende resultat.
En N. Mikaelsen har reageret på net-opslaget og da han bor tæt tæt tæt på fritidshjemmet, troede vi at den var hjemme. Men. Da vi som aftalt kom forbi igår kl 5, måtte vi vente forgæves ved dørklokken. Der var ingen der åbnede døren med den afskallede maling, og ingen bevægelse at skelne gennem de næsten tildækkede vinduer (ret ubehjælpsomt, med håndklæder og tøj. Som når man desperat forsøger at lukke solen ude efter en hård nat i byen.) Det hjalp ikke på vores indtryk af stedet, at der stod et par poser med tomme ølflasker og lidt skrald ved hoveddøren. Jeg tror vi dropper dét sted.
Vores anden mulighed var en ven af vores kollega Pia. Hun og hendes familie skulle være i Danmark i en måned, og kunne således, hvis det havde villet det, være til stor hjælp. Men de havde ikke lyst til at fremmede skulle bo i deres private gemakker, og vi er derfor i problemer. Sagen er nemlig den at vi skal være ude fra kollegiet på torsdag, no mercy.
Vi håber på lidt magi og mirakler, så hvis der skulle være en religiøs blandt vore højt elskede læsere, må vedkommende gerne bede om lidt hjælp fra den kant også. Vi takker på forhånd.

Men udover disse trængsler er humøret som altid højt, og det er heller det værste hvis vi skal bo endnu en runde hos Jonas og co.

Masser af kærlighed
Elise og Minna

ps
billeder kommer så snart pakken med kamera-batteri-opladeren er dukket op. Tak til mor Lisbeth i den anledning.

Hilsen fra Blok til Blog

Ærede med(lem)mer af Bloggeriet. Vi er her igen, klar med de nyeste, hippeste og sprødeste detaljer fra downtown Nuuuuuuuk!

Sidste lørdag var det meningen, vi skulle have været flyttet fra Jonas til kollegiet, men da vi skulle til at tage overtræksbukserne på, stod en ven af Lindelof-familien, flinke Mads, uden for døren og bad om et lift til lufthavnen. Det betød med andre ord, at deres lejlighed skulle stå tom i en uge, ved mindre…
Mads gav os uden tøven nøglen og tilliden, og så flyttede vi ellers ind i Blok 12 (i Nuuk er alle lejlighedsblokkene berigede med de yderst fantasifulde benævnelser: tal!).
Det er en syret oplevelse at bo hjemme hos folk, man ikke har mødt og få skabt sin egen hverdag i en fremmed families private omgivelser. Men vi nød det. Boy, vi nød det!
Til trods for graffitien i opgangen, den noget lystslupne stemning hos naboerne den 1. (= løn = penge til druk. Desværre holder fordommen) og de nedslidte trappeopgange, var selve lejligheden superhyggelig og med en skøn udsigt over det meste af Nuuk og snedækkede bjerge i baggrunden. Vi havde nogle chilleren dage med rigtig god mad og plads og Sex & The City-fornøjelser.
Nu er familien kommet hjem, hvilket betyder, at vi er forvist til kollegiet ved Nuuk Gymnasium (i folkemunde GU, bare GU). Vi bor i skotøjsæske i et rum, der højst sandsynligt er blevet brugt som pulterkammer – den ubrugelige stationære computer og resterne fra et gammelt skab vidner om dette. Vi har en smal seng og en madras på gulvet. Til gengæld har vi pyntet op med indiske billeder, børnetegninger fra Naja og Solveig og perlepladder, vi har lavet på fritteren, så nu er her faktisk helt hyggeligt!
Nå, talking about the fritter… Vi er blevet taget rigtig godt imod af børn såvel som voksne på Friskolen Nif. Efter blot en uge har vi fået mange tætte venskaber med børn af den absolut sejeste kaliber. Lad os introducere: Trine. En tough girl fra 3., som beder de store drenge om at rydde op efter sig selv og ikke fortrak en mine, selvom hun ikke blev hentet i torsdags (Minna var nødsaget til at følge hende hjem efter at have ventet i 3 kvarter). JONAS! Halv grønlandsk dreng, der har krudt nok i røven til en hel hær. Han kan bedst lide cup noodles med rejesmag til frokost, men bruger et kvarter på at pille rejerne ud, som han hader. Billo. Meganuttet dreng, der ligesom Jonas går i 1. klasse og mangler alle tænder i overmunden. Billos yndlingsleg er butik, hvor han gerne i selskab med Jonas producerer varer af papir og tape, som de sælger til de andre børn for horrible summer. Her til er et utal af små fregnede drenge, der er umulige at skælde ud grundet gavtyvagtige smil, store øjne og seriøst god humor. Og små fnisende lyshårede piger, der vil sidde på skødet og helt ærligt har udbrudt, i kampen om en af Minnas kreationer på tegnebrættet: ”Minna, du er tegnemester. Din tegning er perfekt!”
Nif er en ret elitær skole. I og med, at den er privat, skærer den de største problemfamilier fra, og det er også derfor, at så mange af børnene har danske forældre (der typisk er kaldt herop for at få ledende stillinger, som grønlænderne ikke selv har uddannelse til). Vi tog ikke herop for at arbejde på en snobbet privatskole, men lønnen og arbejdsforholdene her er så meget bedre end andre steder, at vi ikke kunne sige nej til det.

Før vi slutter for nu, vil vi lige fortælle om vores vilde nat i går på Manhattan (http://www.manhattan.gl/ – fantastiske billeder fra de vilde diskofester!), det dominerende diskotek for unge i Nuuk. Det er her det sner, skulle vi hilse at sige. Og grønlænderne sure knows how to party, og drengene danser forbløffende godt!
Planen var at få venner, men i stedet blev vi bare fulde og dansede, bl.a. med Dennis på 20, som vi arbejder sammen med. ALLE pigerne i fritteren er forelsket i ham, og han er også virkelig sød og naturligt god til at lege (Dennis er desuden selvstuderende i 3.g på GU, som så mange andre grønlandske unge, men det er desværre kun en forsvindende lille del af disse, der består studentereksamen). Elise kom til at give vores fællesgrønlandske nummer til en iraker ved navn Joe (sweet dansemoves), som er taget til Grønland for at lave pizza på Steak and Grill House. 140 kr i timen sort, folks. Come on up!

Alle, der læser dette indlæg skal, skal, skal skrive en kommentar. Vi er meget interesserede i, hvor mange og hvem, der læser vores blog.

Vi elsker dem af jer, vi ved, hvem er. Og tænker på jer og drømmer om jer dagligt.
Minna og Elise.

Ps. Vi spiste i øvrigt grønlandsk sushi på en thailandsk restaurant sidste weekend. Denne bestod bl.a. af råt hvalkød, hvalhud/spæk, laks, rejer og hellefisk. Meget spændende… Vi skal også hilse og sige, at rensdyrrullepølsen slår den traditionelle med mange længder!

Nuviinuuk

Aluu alle venner, bekendte og løsgængere - og kæreste (og/eller hemmelige beundrere)

Yes. Det er sinderen det her. Vi er i f*cking Nuuk, eller rettere sagt i Nuusuaq, lige uden for Nuuk, hvor vi bor pt. Her er vi, og det er godt. Det er, no surprise, MEGET anderledes end Cuba og Danmark, men godt. Rigtig godt.

Vi ankom med sne og -2 grader i tirsdags i Nuuk lufthavn og blev mødt af vores kære ex-historielærer Jonas, der kørte os og alt vor bagage (der havde voldt Minna problemer under flyturen, da en opsætsig og tyk grønlandsk stewardesse så sig gal på håndbagagen) til sit lille gule hus og sin søde familie. Lad os introducere: Mor Anja, der underviser i musik på gymnasiet i Nuuk, Naja på 5 ½ år, der går i børneren lige over for huset og i øvrigt er helt fjollet med sine 2 gange Kaj-hånddukker (der er tale om frøen i 70'er vest) og 1 stk. Andrea. De vil altid kysse godnat. Dette har inspireret os til også at benytte dukkerne, dog efter børnesengetid, til at diskutere mere voksne emner og bringe eventuelle uenigheder op til debat. Tak for lån. Og lille Solveig på 2 ½, der er noget så sød og blød, lidt genert, men vil gerne deltage i gemmeleg, selvom hun ikke helt har forstået idéen med, at det gælder om ikke at blive fundet og derfor stolt råber op omkring sine gemmesteder (altid under det røde tæppe i sofaen).

Vi har boet hos den lille familie siden i tirsdags og har spist og drukket te med dem om aftenen, så vi føler os trygge og dejligt hjemme. Apropos mad, så ser det altså slet ikke så slemt ud,som vi havde frygtet. De fleste dagligvarer koster lige et par kroner mere end i Danmark, men udvalget er ellers nogenlunde det samme. Man kan ikke få frisk mælk, og en bakke salat koster 40 kr, men vi overlever uden besvær (fisk er motherf*cking billigt - 1 kg stenbiderrovn for 50 kr fx. Læxxx!)

Lad os berette om Nuuk, og hvad vi har lavet indtil nu. Nuuk er slet ikke så grim, som man siger. I hvert fald ikke, når den er beklædt med et tyk lag sne. De fleste huse er i flotte, strålende farver, der får os til at savne Cuba (gul, rød, blå, pink, grøn, orange!). Der er tøj- og smykkeforretninger og en Matas og superhyggelige caféer med smarte, unge grønlændere med lædersnor om halsen, piercinger, sælskindskamikker og Slipknot og Slayer T-shirts. Slet ikke så fremmede og anderledes, som vi havde forventet. Byen er rolig og fredfyldt, men der er mennesker på alle gader, og de ligner sgu os! Vi blev hurtigt enige om, at grønlænderne er meget smukke, næsten ligeså smukke som cubanerne, men på en mere rå og naturagitig måde. Vi elsker det!

Alle, i hvert fald næsten alle, taler dansk, og alting står på dansk, og ja, der er mange danskere. Til vores jobsamtalerne har vi endnu ikke skulle tale med en grønlænder.

Og ja, jobsamtaler har vi været til. Allerede på 2. dagen gik vi rundt og forhørte os om jobmuligheder og blev tilbudt job på stedet - de skal hverken se ansøgninger eller studenterbevis. Man er ansat efter 5 minutter. Dette betyder endvidere, at vi begge starter på mandag på Friskolen Nifs fritter som pædagogmedhjælpere. Vi får en fyrstlig hyre - 100 kr i timen - som er megahøj i forhold til andre steder. Næsten det dobbelte faktisk. Vi glæder os og er spændte på, om vi kan enes med børnene og deres grønlandske temparement.

Som I måske har gættet nu, har vi altså besluttet efter grundige overvejelser, at give det en chance i de 3 mdr, vi har planlagt. Vi har selvfølgelig været i tvivl, og det er jer derhjemme, der gør det rigtig svært at tage denne beslutning, men det føles godt i maven, så nu gør vi det sgu.

I går aftes var vi til forårskoncert på GU - Nuuk Gymnasium og nød de til tider yderst interessante tolkninger af fx "Kald det kærlighed" og "Just Like A Pill". Ømt. Elise har allerede udset sig 4-5 elever, der så sære og outsider-agtige nok ud til, at hun vil være venner med dem. En betragtning der, som timerne går, ligner mere og mere en besættelse. Men Minna indrømmer dog også, at de unge ser søde ud og smiler meget, og det kan vi begge lide! Venner to come.

I dag har vi leget i sneen. Barnlig lykke for alle pengene. Vi kravlede helt op ad stejle bakker og gled på nummi ned i hårrejsende fart. Dette bevirkede, at en glædesfølelse spredte sig i vor runde maver, som vi har savnet siden 3. klasse. Sne er for fedt!

Vi bliver selvfølgelig ikke boende hos Jonas for altid og flytter i weekend ind på Nuuk Kollegie, hvor vi kan bo i to uger - måske længere tid, det vil stjernerne vise.

I skal kysse hinanden og drikke te sammen og skåle mod himlen og sende varme tanke mod det kolde nord. Vi vil omfavne dem om natten, og vi har brug for dem.

Love med lys og lygte

Minna aamma Elise

Takuss' (vi ses (vi styrer til grønlandsk!!!))

PS. Fyren i rødt og blåt hedder Peter. Vi mødte ham i Legeland. Han kyssede godt.

Polar-eventyret

Kære venner, familie og kæreste!
Nu har vi hvilet ud, sovet og styrket os på hjemmekendt mad som rugbrød og remulade, og vi er nu klar til det næste stop: Grønland.
Det uldne undertøj er pakket, overtræksbukserne bumler rundt i tørretumbleren og der er skaffet termosokker til en lille hær.
Vi rejser i morgen fra Kastrup og det killer og kriller i maven.
Følg os, kære læser, på vores vej gennem is og kulde mod nordlys og isbjørne.

Vi elsker jer, pas godt på jer sæl.
Elle og Belle

You Moron!

Kaere alle

En lille opdatering skal I have - men den bliver kort. Vi skal nok fylde ud med detaljer senere, ingen bekymring!

Vi har nu vaeret i Moron - en lille, men meget hyggelig by i slikfarver og med en masse soejler. Det var paent. Vi sad paa et lille torv i byen sammen med vores argentinske venner og spillede guitar og sang sammen med de lokale, der gerne jammede med og kom med sjofle spanske rim.
Det meste af tiden har vi dog tilbragt paa en oe taet paa Moron, nemlig Cayo Coco. Vi lejede en bil og korte frem og tilbage til den vildeste Bounty reklame strand ever seen! Naar I ser billeder, vil I tro, vi lyver, men nej! Det er faktisk muligt at finde vand, der er mere klart i farven, end en computer kan frembringe.
Billejningen var dog et farligt besvaer, eftersom bilen gik i staa under vejs, saa det tog os 6 timer at komme hjem fra stranden og laaaang ventetid. Saa var det heldigvis godt, vi havde guitarerne med, saa vi kunne synge og danse sammen med andre cubanere paa et lille kontor/hotel og draebe noget af ventetiden. Musik goer virkelig noget ved mennesker - isaer cubanere!
I gaar aftes koerte vi saa i en anden og bedre bil til Santa Clara, hvor drengene satte os af og koerte videre til Habana. Meget trist afsked, for vi har hele den sidste uge vaeret sammen med dem baade dag og nat. Meget trist.
Dog blev vi moedt med en ovcerraskelse, da vi vaagnede: drengene havde aabenbart vendt om og sovet paa vores casa, fordi det var for taaget til at koere. Endnu en glaede, endnu en afsked, endnu en taarer.

Men vi er oven paa og nyder Santa Clara!
Skriver mere snart!

Pas paa Danmark og hinanden!