Geder i Gibara

Vores dejlige og trofaste laesere. Tak.

Det skulle jo ske. Humoeret har vaeret nede at vende, for et par timer siden, men vi kan glaede alle med, at det er paa vej op igen. I fuld fart.

Vi har ellers hidtil haft nogle dejlige dage. Efter en sidste salsaaften i Trinidad, drog vi onsdag morgen mod Holguin (10 timer i bus og med gode amerikanske spansk-synkroniserede film, bla klassikeren "Extreme Honour"), hvor vi her blev moedt af rare "taxa"-chauffoer Raul og hans smilende og sorte tolk/ven. Vores transport til havnebyen Gibara var allerede arrangeret. Vi skulle simpelthen bare saette os ind i Rauls ramponerede, men stilfulde gamle groenne bil og laene os tilbage - og saa koerte det ellers bare derudad med gode 90´er pophits skraalende ud af den nye cdafspiller. Phil Collins, Natalie Imbruglia, Mariah Carrey, Michael Jackson og andre oemme artister.
Paa Cuba skal man vaenne sig til, at bilerne af og til koerer meget langsomt, pga de ujaevne veje med huller i, saa man hele tiden er i tvivl om, hvornaar bilen egentlig stopper. Mange gange bankede vores hjerter hoejere end musikken, da bilen stoppede uden for faldefaerdige skure. Elise holdt dog hovedet koldt: "Det her er sguda ikke en perle!" Og ganske rigtigt koerte vi videre for at finde den AEGTE perle: Gibara.
En meget, meget lille havneby med hoens, geder og svin gaaende frit paa gaden. Vi har hoejest vaeret 10 turister i hele byen. masser af pladser og traer, bla det imponerende Sausage Tree, med poelseragtige frugter, som man dog ikke kunne spise.
Paa vores foerste rundtur var vi saa heldige at loebe paa to unge cubanere (billedet), der simpelthen talte et perfekt engelsk. De blev vores venner og guides de naeste to dage. Det var rart endelig at kunne tale ordentligt med nogle cubanere og laere om deres kultur fra indersiden. Specielt efter alt det, der er sket med Fidel, har det vaeret underligt for os ikke at faa nogle reaktioner fra folk, fordi vi ikke har forstaaet, hvad de sagde. Det fik vi saa nu, men dog en behersket en. Man taler ikke om politik, fortalte de os, og var bange for at blive hoert.
De var virkelig soede og cremeren (og en kende homo-agtige, selvom de langtfra priste homoseksualitet). De var meget begejstrede for deres amerikanske/europaeiske hits paa deres mp3-afspiller: vi naevner i flaeng Aqua, Backstreet Boys, Britney, Billy Joel og igen Mariah Carrey. De blev meget overraskede over, at de fleste af sangene var mere end 10 aar gamle.
Det var en anelse trist at sige farvel, da de under vores mange samtaler havde forklaret os, at de hoejest sandsynligt aldrig faar lov at rejse ud af Cuba, nogensinde. Det er svaert at saette sig ind i, naar vi som 19 aarige allerede har vaeret vidt omkring.

Nu, lige nu, er vi i Santiago. det var ikke vores plan, men vi var noedt til det. Vi vil nemlig til Baracoa, en lille charmerende musikby et stykke herfra, og bussen gaar kun tidligt om morgenen, saa det kunne vi ikke naa i dag. men i morgen, mine damer og herrer, erobrer vi den. Dette lille sidespring er grunden til vores lidt mutte attitude. Santiago de Cuba er nemlig meget kaotisk, og vi bliver hevet i fra hoejre og venstre (linda, linda, chica, guapa! vil vi koebe noget?, er vi sultne?, har vi et sted at bo? - aaaargh! Lad os vaere i fred!). Men nu har vi fod paa det igen og ser frem til at komme ud til en lille by igen.

Vi savner jer meget, virkelig meget, og snakker meget om jer alle sammen hele tiden. Bliv ved med at skrive smaa beskeder og kommentarer - vi bliver herreglade!

Pure love
Minna och Elise

Aaaavanjo!

Hola. ¿Que tal?

Jeps, saa er vi her sgu igen. Man skulle naesten tro, at vi ikke har andet at tage os til end at underholde jer. Men det er lyv. Meget er sket siden sidst.

Foerst og fremmest, og vigtigst af alt: Vi har vaeret paa horse-back-riding-tur (Maria: step away from the computer. Du ville have grinet din roev i laser). Ja, det er sandt. Det skal lige tilfoejes, at Elise adrig har siddet paa en hest foer, men alligevel skulle vi ride i ca 4 timer i bjergene, uden hjelm og uden hjaelp. Utrolig bistre cowboys (MED hat!) piskede hestene frem i rasende tempo, noget der kunne/kan maerkes i ryg og bag. Elise troede, hun skulle doe. Serioest. Minna frygtede ogsaa doeden, men dog af en anden aarsag: latteren ved synet af Elises nervoese ansigtstraek. Men det gik. Vi er her stadig, nu staerkere end foer.

I gaar aftes dansede vi salsa for alle pengene, bare rolig, mor og mor, ikke dem ALLE sammen, baade med cubansk skilpadde-fyr og 3 australske wacky fyre. Men det var sjovt, de dansede ad helvede til.
Elise fik chancen for at laere isaer John (en aegte John!) lidt bedre at kende, idet de to var alene paa stranden under den lysende maane. Av, hvor cremeren. 2tal meget sand i haaret.

I morgen tager vi videre til byen Gibara, som skulle vaere noget saa smuk og fri for turister. Dette betyder, at der muligvis heller ikke er internet, saa hold ud derhjemme - vi tager noter!

Kys kys kys kys
Minna og Elise

Total Trinidad

Kaere Danmark!
Ellen og Bellen -Elise og Minna, Pil- er nu ankommet til, hold godt fast, TRINIDAD. Og manner, Trinidad er bomben. Her er varmt, selvfoelgelig, men med en dejlig, koelig blaest, saa det daarligt kunne blive bedre. Bjergene maler den smukkeste horisont i baggrunden, og havet bruser 2 pesos convertible, ca. 10 kr, vaek.
Vi bor hos en lille, men yderst dejlig familie, der altid griner og laver spas i koekkenet. Alexie, som er en brun mand med spaendt ballonmave og det dejligste grin og historier om tidligere danske beboere, hans unavngivne kone, der laver FANTASTISK mad og forkaeler os med frugt og graeskar i stride stroemme og -nu til det bedste: lille charmerende Alejandros paa 4 aar. Han har samme spoejse, vuggende gang som fader, et godt oeje til Soeren Spaette paa DVD og faar stor tilfredsstillelse ved at udbryde ¨Hola¨ ved hver given lejlighed.
Ja, Ellen og Bellen har det skam deeeejligt (bortset fra et lille maveproblem hos Belle, der dog er blevet afhjulpet med store, STORE maengder yoghurt).
Vi har i dag vaeret paa en herre nice og megasvedig strand. 4 real. Serioest lyseblaat vand, serioest kokospalmer, serioest helt, helt hvidt sand. Serioes Bountyreklame! Vi proever den igen i morgen, saa vores kuloer forhaabentlig en dag bliver mere brun og mindre griseungefarvet. Apropos svin, bliver vi hver morgen vaekket af hanegal og grisehvin. Og Alejandros, der leger.

I oevrigt maa vi lige navne, at vi havde en fantastisk aften forleden med den tyske Peer fra flyet og hans faarmaelte ven, Mr Driver, AKA Serge. De tog os til Hotel National i Habana og koebte os cocktails. Og var virkelig flinke. Hotel National er meget, meget fint og fancy, hvis man skulle vaere i tvivl. Ingen rigtige cubanere, kun fede turister og rige fake-cubanere.
Bagefter koerte de os (i en hvid firmabil) op til et gammelt fort for at faa udsigt over hele den straalende og lysende by. Herligt. Dog kom vi klemme, da Peer forsoegte at aabne en flaske Cuba Libre med bilnoeglen. Ikke smart, Peer. Noeglen knaekkede.
Vi ventede lidt tid, men saa blev vi heldigvis hentet af en kollega, der var lidt sour-cream-and-onion over at blive vaekket af noedopkaldet.

Vi bliver hos vor kaere familie indtil onsdag. Og saa vil vi udforske landlivet.

Tak for soede beskeder og hilsner - de varmer os endnu mere. Vi saaaavner jer. Det goer vi.

Kaerlighed og Cuba Libre aande
Minna og Elise

Heaven Habana

Kaere venner!

Ja, saa gaar det loes.
Til jer, der er i tvivl, kan vi fortaelle, at det er en lang flyvtur til Cuba. Foerst 2 timer til Paris, saa 10 timer til Habana – kun afbrudt af en milliard timers lang ventetid i lufthavnen og derefter i selve flyet.
Heldigvis sad vi ved siden af den muntreste tysker –ever- 26 aarige Peer fra Munich. Vi udvekslede gode fortaellinger om dette og hint og ogsaa telefonnumre, saa vi maaske kan faa et lift I hans lejede bil. Peer var isaer interesseret i sammenfaldet mellem det danske og tyske sprog. Og saa havde han smaa diamantsten i oerene og flot solariekuloer. Dejligt! Han var virkelig soed, honestly. Han delte vores desperate behov for flere snacks ombord. De lod vente paa sig.
Vi ankom, lidt moerbankede, fik vores bagage, vekslede penge og tog en taxi ind til centrum. En meget syret oplevese at se hele byen og oplandet by night. Stank af benzin, palmer, oedelagte palladser, eksotiske mennesker og tropeluft. Vi talte daarligt nok sammen, men stirrede skiftesvis ud af de aabne vinduer, paa hinanden, paa taxidriveren og hans ven (?). Ingen ord beskrev situationen. Det eneste vi kunne sige var: “fuck, det her er underligt. Det er herre underligt. Fuck”, og saa et latterudbrud I ny og nae.
Og saa var vi ved Hotel Lido (ja, den er god nok!), fandt vores vaerelse (en lummergul hule I neonlys med en dryppende hane og fascinerende panorama til nabomuren – vi var bjergtagede!) og tog ud for at faa noget i skrutten efter ikke at have sovet i ca 24 timer. Snart stoedte vi ind I den sorte og smukke Mikey, der tilsyneladende var paa arbejde som securityvagt – dog uden at foretage sig noget som helst. Han havde I hvert fald masser af tid til at vise os et hyggeligt spisested, der ved foerste oejekast virkede en anelse skummelt (laase op, gennem smadret port, op ad trappe, bankesignal, tyk dame, lille bord, duft af mad, tiger vaegtaeppe – DEJLIG svin, ris, boenner, friturestegte bananer. Ensalada? No hay!). Mikey hentede sin ven og ivrige var de efter at tale med os, men lod os dog spise i fred. Da vi var ved at besvime af traethed, fulgte de os hjem, kindkyssede os godnat. Og helt aerligt, mor og mor, det maa man godt. Cubanerne er meget flinke, no hidden agenda.

Vi sov, spiste morgenmad paa tagterassen (tortilla et tostadas) og saa af sti af sted.
Habana er helt anderledes I dagslys. En kejserby I totalforfald. Affald paa alle gadehjoerner, hundelorte og til og med en doed hund paa vejen. Men ogsaa charmerende og farverig. Bygningerne har staerke farver, flot udsmykning, og palmerne er flere steder 20-30 meter hoeje. Bellen ved heldigvis en del om noeddetraer og frugt (tak, Najib!), som glaedeligt deler med Ellen, der intet ved om noget.
Smaa boder med mad og frugt er at finde paa hvert hjoerne (serioest HVERT hjoerne!) – overvaeldene friture! Og rom plus andet sprut koebes af gamle damer til ingen haandoere.
Man kan ikke undgaa at tale med cubanerne, heller ikke selvom man ikke taler samme sprog. De springer een I moede for at hjaelpe og snakke og give gode raad og traene deres engelske. Isaar moedte vi et par, der koebte os appelsiner, viste os Buena Vista Social Club og naermest blev vores foraeldre. De vekslede ogsaa penge for os (i Cuba har de nemlig to moentfoedder, og de cubanske og billigere pesos, som cubanerne betaler med, er lidt svaere at faa for turister). Tak til dem.
Vi er endvidere blevet friet til af op til flere cubanske skoenheder og alle elsker de os (en samtale slutter ofte med et oemt te quero, I love you, rica) og kysser efter os og vores blege hud.

I morgen tager vi til Trinidad og proever lykken der. Ellers skal vi bare chille rundt og maaske feste med Niels (Lars’roommate) og hans hoejskolevenner I aften. Vi glaeder os.

Saa vi smutter nu og forlader vores “computercafe”- et pallads/hotel I fineste stand med kakler og art nouveau stil. Muchos buenos!
Tak for dejlige kommentarer. Vi savner jer alle og samler indtryk for at kunne dele dem med jer. Pas paa hinanden.

Muchos amore
Minna og Elise.

...Og vi glæder os som små skallede børn



Elise

Eventyr

Velkommen!
Dette er bloggen når det kommer til vilde oplevelser, utrolige skrøner og geniale beskrivelser.
Vi, Elise og Jeg, tager jer i hånden og fører jer på en rejse fra kommunistiske kridhvide strandkanter med hjemmebrændt rom og salsa til den lyse morgen til knasende is under tykke støvler med sæler i hundeslæden og isbjørne der danser.
Vi håber i vil følge med, vi håber i giver lyd.
Vores rejser bliver mangeartede, men vi håber ikke vi er alt for forandrede når vi vender hjem til lille bitte Danmark, og jeg skal personligt holde Elise fra at adoptere særegne vaner som hvalhud-snack eller cigarer. No worries.

Vi glæder os som små bæster til turene, nu er det jo næsten nu.
-Minna