Geder i Gibara

Vores dejlige og trofaste laesere. Tak.

Det skulle jo ske. Humoeret har vaeret nede at vende, for et par timer siden, men vi kan glaede alle med, at det er paa vej op igen. I fuld fart.

Vi har ellers hidtil haft nogle dejlige dage. Efter en sidste salsaaften i Trinidad, drog vi onsdag morgen mod Holguin (10 timer i bus og med gode amerikanske spansk-synkroniserede film, bla klassikeren "Extreme Honour"), hvor vi her blev moedt af rare "taxa"-chauffoer Raul og hans smilende og sorte tolk/ven. Vores transport til havnebyen Gibara var allerede arrangeret. Vi skulle simpelthen bare saette os ind i Rauls ramponerede, men stilfulde gamle groenne bil og laene os tilbage - og saa koerte det ellers bare derudad med gode 90´er pophits skraalende ud af den nye cdafspiller. Phil Collins, Natalie Imbruglia, Mariah Carrey, Michael Jackson og andre oemme artister.
Paa Cuba skal man vaenne sig til, at bilerne af og til koerer meget langsomt, pga de ujaevne veje med huller i, saa man hele tiden er i tvivl om, hvornaar bilen egentlig stopper. Mange gange bankede vores hjerter hoejere end musikken, da bilen stoppede uden for faldefaerdige skure. Elise holdt dog hovedet koldt: "Det her er sguda ikke en perle!" Og ganske rigtigt koerte vi videre for at finde den AEGTE perle: Gibara.
En meget, meget lille havneby med hoens, geder og svin gaaende frit paa gaden. Vi har hoejest vaeret 10 turister i hele byen. masser af pladser og traer, bla det imponerende Sausage Tree, med poelseragtige frugter, som man dog ikke kunne spise.
Paa vores foerste rundtur var vi saa heldige at loebe paa to unge cubanere (billedet), der simpelthen talte et perfekt engelsk. De blev vores venner og guides de naeste to dage. Det var rart endelig at kunne tale ordentligt med nogle cubanere og laere om deres kultur fra indersiden. Specielt efter alt det, der er sket med Fidel, har det vaeret underligt for os ikke at faa nogle reaktioner fra folk, fordi vi ikke har forstaaet, hvad de sagde. Det fik vi saa nu, men dog en behersket en. Man taler ikke om politik, fortalte de os, og var bange for at blive hoert.
De var virkelig soede og cremeren (og en kende homo-agtige, selvom de langtfra priste homoseksualitet). De var meget begejstrede for deres amerikanske/europaeiske hits paa deres mp3-afspiller: vi naevner i flaeng Aqua, Backstreet Boys, Britney, Billy Joel og igen Mariah Carrey. De blev meget overraskede over, at de fleste af sangene var mere end 10 aar gamle.
Det var en anelse trist at sige farvel, da de under vores mange samtaler havde forklaret os, at de hoejest sandsynligt aldrig faar lov at rejse ud af Cuba, nogensinde. Det er svaert at saette sig ind i, naar vi som 19 aarige allerede har vaeret vidt omkring.

Nu, lige nu, er vi i Santiago. det var ikke vores plan, men vi var noedt til det. Vi vil nemlig til Baracoa, en lille charmerende musikby et stykke herfra, og bussen gaar kun tidligt om morgenen, saa det kunne vi ikke naa i dag. men i morgen, mine damer og herrer, erobrer vi den. Dette lille sidespring er grunden til vores lidt mutte attitude. Santiago de Cuba er nemlig meget kaotisk, og vi bliver hevet i fra hoejre og venstre (linda, linda, chica, guapa! vil vi koebe noget?, er vi sultne?, har vi et sted at bo? - aaaargh! Lad os vaere i fred!). Men nu har vi fod paa det igen og ser frem til at komme ud til en lille by igen.

Vi savner jer meget, virkelig meget, og snakker meget om jer alle sammen hele tiden. Bliv ved med at skrive smaa beskeder og kommentarer - vi bliver herreglade!

Pure love
Minna och Elise